Filmbøger 2006. Årets stak er en vilter og uegal bunke, som spænder fra gode kritiske kompendier til snik-snak og boglange fanbreve.

Weekendavisen nr. 52, 29. december 2006
(Visconti i fjor i Venedig er endvidere anmeldt af Thomas Harder i Politiken 26. januar 2007)

Jubilæer og forfaldstegn
Af Bo Green Jensen (uddrag)


ILDSJÆLEN Madeline Rundsten har skrevet en for alvor anderledes filmbog om husguden Luchino Visconti (1906-76). I fjor i Venedig præsenterer sig som en monografi, »den første samlede gennemgang på dansk om den store italienske film-, teater- og operainstruktør,« men udgør snarere en labyrint af korte tekster, indfald, udfald, anslag og betragtninger, nogle nye, andre af ældre dato, vildt uegale og hæmningsløst heltedyrkende.

Der tones rent flag fra begyndelsen. »Dette er intet forsøg på kretinsk kanonisering i stil med det sorte segments reaktionære, statsautoritære og smålige teater-kanontorden-reduktionismes smagsdommeri og idiotiske hitliste-ophørsudsalg,« skriver Rundsten med karakteristisk grasserende syntaks. Efter non sequitur -princippet zapper teksten fra anekdoter om Romansk Filmklub til rastløse læsninger af Visconti, garneret med tæpperuller af sniksnak, skråsikre smagsdomme og sidespark til snart sagt alle andre end mesteren. Eksempelvis får »Warhol-aben« Trier i forbifarten, hvad han fortjener.

Referencerammen er et autistisk selvhenvisende univers, som pr. definition er ufejlbarligt. Det er synd, for der er også værdifulde afsnit under camouflagen. Flere af Viscontis tekster citeres in toto, og konturerne af et levned markeres. Det er klart, at Rundsten elsker Viscontis film, og der er lagt omhu i monteringen af den excentriske collage, som tillige er smukt illustreret. Bogen er tænkt som en hyldest til Visconti i 100-året, men formen virker muligvis stik mod hensigten.

IFØLGE Madeline Rundsten er filmhistorie her til lands »afløst af en hat ved navn 'medievidenskab'.« Fra denne ødemark kommer, stærkt forsinket, kompendiet European Film and Media Culture , som faktisk er 2005-udgaven af Institut for Film- og Medievidenskabs årbog Northern Lights . 14 forskere belyser, hvordan nationale film- og tv-kulturer forrykker sig i en tid, hvor Europa udvides mod øst, og »transnationale formater« præger programlægningen.

Man kan følge Madeline Rundsten så langt, at lidenskab er en mangelvare i medievidenskaben. Mens fankulturen er vild med det hele, bruger filmkritikken ofte energi på at diskutere, om ægget eller hønen kom først. Den universitære forskning gør ingen af delene. Her nøjes man med at iagttage, hvilke muskler der trækker sig sammen, når passagen på uimodsigelig vis finder sted.

Skriv til Bo Green Jensen
Skriv til Madeline Rundsten
Pressemeddelelelse
tilbage til Madeline Rundstens værkfortegnelse
tilbage til MilennivMs forside

Madeline Rundsten tager til genmæle under overskriften

»Det er menneskeligt at fejle. Undskyld, undskyld. Sed in errore persevare turpe. Javist.

Jeg tager anmeldelsen  til efterretning i erkendelsen af, at Weekendavisens filmanmelder ikke så meget forholder sig til mediekritikken, som til selve filmmediet i Danmarkår 2006, objektivisering som designobjekt  - foruden markedsobjekt, vare, for at formulere sandhed som snik-skak. Og giver dermed udtryk for en deprimerende poltisk correctness.

Med mindre også denne min kommentar er udtryk for en »grasserende syntaks«, som jeg slet ikke synes, præger min bog som helhed. Jeg skriver ikke disse linier for at forsvare mig (intet kunne ligge mig fjernere), jeg kan goutere tæpperullerne. Holder vi forresten ikke meget af tæpper, ægte, orientalske tæpper, selv når de er mølædte og præget af »forfald« er de end skabt af kvindehånd?

Jeg genkender f. eks. ikke Bo Green Jensens »autistisk selvhenvisende univers«. Jeg har dog, måske vel rigeligt, indraget så mange aspekter som muligt, de være sig politiske, privat personal-historiske og biografiske, psykologiske, filosofiske, sociologiske, etc. etc., med andre ord, de bredest mulige referencer; Jensen mener formodentlig, at glaner man længe nok mod West, så rammes man stundom i nakken af synet fra den opgående sol i øst, for således, omend indirekte, at orientere sig.

Hvis det nu er mig tilladt at udtrykke mig gennem en grasserende syntaks. Jensen kommer jo slet ikke ind på indholdet i min bog, eller emnet, Viscontis filmkunst, som det er lidt svært at udæske ham for meningen af, med mindre man har erindringen om det lange fan letter fra i forfjor (oktober 2005) af Leoparden i frisk erindring.

Det excentriske tager jeg som en ros. Godt nok er der også værdifulde afsnit under camouflagen, men det har ikke fået Bo Green Jensen til gå ind på mine præmisser, der affejes som snik-snak.

Og heroisk - for mig gerne. Alt andet er jo i grunden lusket. Men hvem var det egentlig, der havde en udtalt faible for »David Båvie«, forfatteren til Heroes/Helden, rockstjernens glitrende bras?

Sagde hunden.

Det alt i alt en anelse skuffende, at denne mellemtonernes små-triste Feinschmäcker går efter kvinden og ikke efter bolden. Måske falder tanken på Jensens skæbnefælleskab med en anden kulturanmelder, »Dagbladets« Tom Kristensen. Men nu er det på tide, at jeg slutter denne mail.

Sneen kalder.

Sneen? Madeline kipper med flaget! Nej, hov, det er »the silver screen«. it's all to human. Er det forresten ikke en kvalitet ved såvel sneens hvide tæppe (en viscontiansk analogi til filmlærredet), og filmens hvide lærred, at deres blændende hvide dug camouflerer - og som filmbilleder og andre visioner hastigt fortoner sig i mørket. Eller som hastigt hænder for næste levende billede - på tilsvarende vis sneen igen til vår? Sådan opleves det selv her i Alperne, hvor jeg for tiden opholder mig.


Godt nytår 2007

til alle mine venner!
Viva il Cinema!

Kærlig hilsen Madeline «